Hønsegårdsvandring på Amager 2004

 

Omsider oprandt da endelig lørdag d. 21. august, som vi længe havde gået og glædet os til. Der var nemlig hønsegårdsvandring i foreningen.
Fra morgenstunden smilede vejrguderne til os med solskin og rigtig dejligt vejr. Vi var vel et halvt hundrede medlemmer der mødtes til morgenkaffen i hjemme i Ingrid og Parlys smukke og spændende og frem for alt utroligt velplejede have.
Stemningen var meget fin og forventningerne meget høje. Parlys fine hønse anlæg, som falder meget smukt og naturligt ind i havens øvrige arkitektur, blev med rette beundret både for sin indretning med de mange snilde finurligheder, som gør det meget lidt pladskrævende og let at betjene, og for sin besætning med perlegrå Kochin og dværg Welsumere i 3 farver.

Se billede i fuld størrelse

Se billede i fuld størrelse

Se billede i fuld størrelse

Herefter kørte vi over til Lars Madsen på Restrupvej og bagefter til Heidi Jørgensen på Suezvej. De to anlæg var bygget efter samme tegning, men en smule forskelligt indrettet. De ca. 10 m2 incl. voliere var helt fantastisk snildt og fantasifuldt indrettet således at der var plads til både en stamme dværghøns (guldrandede Wyandotter) og til småfugle. Anlæggene rummede både hus til fugle og høns, foder-opbevaringsrum og den nødvendige indgangssluse af hensyn til fuglene. Det så ud til at høns og fugle trivedes fint sammen, og det gav anlæggene et ekstra pift med de farvestrålende fugle i højden af voliererne.
Uden for programmet nåede vi også at besøge Bo og Katja på Ugandavej. Her så vi foruden et dejligt stort anlæg til Bo´s agerhønefarvede dværg Kochin også et stort og smukt anlæg med mange sjældne og spændende fugle, som jeg absolut ikke skal forsøge at gøre mig klog på.

Se billede i fuld størrelse

Se billede i fuld størrelse

Nu gik turen til St. Magleby til Lisbeth og Bo´s anlægsgartneri Nyvang.
Jamen jamen, det var da lige ved at tage pippet fra os alle. Noget lignende har jeg aldrig set. Så stort, så smukt, så velplejet, så velordnet, bare gennemført professionelt. Nybygget hønsehus på 70 m2, med tilhørende volierer bygget af de bedste materialer og smukt indrettet til forskellige dværghøns af blandede racer og en fasanvoliere til et par flotte Amhertz fasaner. Imponerende og næsten ubeskriveligt flot, men nedsænkede hallogenspots i alle lofterne og udskårne hønsefigurerne i sternbrædderne kan vel give lidt af et fingerpeg om standarden. Anlægget var placeret smukt i det som Lisbeth og Bo kalder for en inspirationshave, men som nærmest er en park der er anlagt i forskellige afsnit som hver for sig er eksempler på mindre og inspirerende haver med spændende beplantning. Sådan noget skal ses og ikke læses, og man er da også altid velkommen til at komme på et inspirationsbesøg på Nyvang.
I den store nybyggede lade er der et stort og hyggeligt rum som bruges til kurser i pileflet. Her indtog vi vores medbragte æggemadder som blev skyllet ned med gratis foreningsøl, og som sædvanlig havde Parly sørget for det uundværlige lotteri, som denne gang med en del ekstra præmier gav stemningen et ekstra løft. Det eneste der kunne klages over var dagens eneste regnbyge, men heldigvis var der rigelige muligheder for at gå i tørvejr.

Se billede i fuld størrelse

Se billede i fuld størrelse

Se billede i fuld størrelse

Se billede i fuld størrelse

Se billede i fuld størrelse

Se billede i fuld størrelse

Hos Carl Hauschultz i Søvang blev vi noget overraskede, da en stor dobbeltgrund pludselig åbenbarede sig bag den tætte facade. Her var der plads til 100 vinstokke, som Carl har plantet her i foråret. Stokkene var sat i diagonale rækker så man fik indtryk af en ægte fransk vinmark. Stokkene giver naturligvis ikke druer dette første år, men vi blev budt på smagsprøver af vin som var lavet af samme drue, og det var en forbløffende kvalitet det er muligt at dyrke i vores noget kolde land. På den store grund var der også rigtig god plads til hønsene. Carl holder flere racer, som går i samme store voliere. Der er både dværge og store og endog flere haner, og det går tilsyneladende fint på den rigelige plads i volieren. Hønsehuset er noget for sig. Det er bygget som et bindingsværkshus der står på rigtige syltsten og med ægte strå på taget, og så er der anvendt de gamle teknikker til samling af træskelettet. Jo huset er et helt studie for sig.

Se billede i fuld størrelse

Se billede i fuld størrelse

Dagen sluttede i ”Gåserepublikken” i Dragør. Det var nu lidt af en blandet fornøjelse. Det var dejligt at se de mange gæs og ænder gå frit omkring og have det rart, men det var lidt trist at se en hel snes voksne høns proppet sammen på et par m2. Stressede som de var pillede de selvfølgelig fjerene af hinanden og så herrens ud, hvilket man havde søgt standset ved at give dyrene briller på, men det hjalp åbenbart ikke stort. Sært at man ikke i foreningen derude har regler til at imødegå den slags.
Vi blev dog vel modtaget af Herluf Bendtsen som viste os rundt og fortalte om "Republikkens” og de berømte Dragørgæs´ historie.
Igen slog Parly til med lotteriet, men denne gang med et særligt ét: Vi spillede nemlig om to gæs som bliver leveret grydeklar hos vinderne til Mortens aften. Ole Svendsen havde sponsoreret den ene og foreningen havde købt den anden. Frida vandt den første gås og Connie vandt den anden, men det var jo også hende selv der trak numrene. Det havde vi jo de del sjov ud af.
Dagen sluttede med at vi rigeligt fik indfriet de høje forventninger vi stillede med om morgenen

Se billede i fuld størrelse Se billede i fuld størrelse Se billede i fuld størrelse
af Gorm Nielsen